Officielt: Stephan Andersen skifter til FC København

Skrevet af admin

19/05/2014

Mest læste i dag

Det blev allerede søndag afsløret, at Stephan Andersen ville skifte til FC København.

Mandag formiddag blev det så bekræftet, at den 32-årige landsholdskeeper bliver ansat på en treårig kontrakt i FCK, oplyser klubben på sin hjemmeside.

Stephan Andersen har senest været på kontrakt i spanske Betis, hvorfra han det sidste halve år var lejet ud til Go Ahead Eagles i den bedste hollandske række.

Nu ligger fremtiden i Parken og den danske Superliga, og det glæder FCK-manager Ståle Solbakken.

- Vi er tilfredse med at få en så rutineret, sulten og dygtig spiller ind i truppen, som vi får i Stephan. Han har erfaring fra blandt andet Premier League, Primera Division og slutrunder for Danmark, så han kan bringe meget med sig til FC København.

- Samtidigt giver det os en god mulighed for at få styrket konkurrencen yderligere på en position, hvor klubhistorien viser os, at tæt konkurrence giver mere stabile præstationer i hver eneste kamp, siger Solbakken til klubbens hjemmeside.

Hos FCK er man udmærket klar over, at Stephan Andersen kan få problemer med klubbens fans, fordi målmanden tidligere har spillet for ærkerivalen Brøndby.

- Som hovedansvarlig for det sportslige setup er jeg klar over, at Stephan har en noget broget fortid et sted i nærheden, men den bearbejder vi sammen fra nu af, siger Solbakken.

Stephan Andersen møder mandag ind i den danske landsholdslejr, hvor han har mulighed for at få sin landskamp nummer 28, hvis han får spilletid mod enten Ungarn eller Sverige. Han støder til sine nye klubkammerater i FCK 26. juni.

Ud over Brøndby har Stephan Andersen også spillet i Hvidovre, AB, Charlton, Evian, Betis og senest Go Ahead Eagles.

I forvejen råder FCK over tre målmænd: Den svenske landsholdskeeper Johan Wiland, den tidligere danske landsholdskeeper Kim Christensen samt talentet Jakob Busk.

/ritzau/