Okore om comeback: Spillede mig op efter rusten start

Skrevet af admin

25/11/2014

Dagens topnyheder

Den tidligere FC Nordsjælland-forsvarer Jores Okore gjorde mandag aften comeback for Aston Villa med en stærk indsats i 1-1-kampen mod topholdet Southampton.

Det var danskerens første kamp i Premier League i 14 måneder på grund af en korsbåndsskade.

- Det var helt fantastisk. Rigtig dejligt at spille igen. Jeg nød det, og jeg har savnet det. Jeg startede noget rustent med lidt placeringsproblemer, men kom godt efter det og fik præsteret fint. Vi fik stået godt bagi, og jeg fik blokeret en masse, siger Okore til Ekstra Bladets netavis.

Den 22-årige dansker udgjorde Aston Villas midterforsvar sammen med Ciaran Clark, da manager Paul Lambert måtte se bort fra tre af sine etablerede navne i det centrale forsvar.

Både Clark og Jores Okore fik efterfølgende masser af ros af Lambert for indsatsen.

- Da vi evaluerede kampen i omklædningsrummet, roste han mig. Han sagde, at det var en utrolig flot præstation, især når man tænkte på, at jeg havde været ude i 14 måneder.

- Holdkammeraterne var også meget glade for min præstation, og der var en masse, der sagde tillykke. Det vigtigste var bare at få minutter i benene, men jeg er selvfølgelig glad for rosen, siger Okore.

Danskeren har udsigt til endnu mere spilletid i de kommende uger, da der ikke er umiddelbar udsigt til, at truppens øvrige midterforsvarere bliver deres skader kvit i den nærmeste fremtid.

/ritzau/