Forside Nyheder Okores Villa skal en tur til Wembley

Okores Villa skal en tur til Wembley

Okores Villa skal en tur til Wembley

Lige nu læser andre

Den danske forsvarsspiller Jores Okore og Aston Villa har haft en for dem perfekt uge, efter at det lørdag blev til en 2-0-hjemmesejr over West Bromwich Albion i FA Cup-kvartfinalen.

Det var anden gang i denne uge, at de to Birmingham-klubber mødtes på Villa Park.

I tirsdags vandt Aston Villa på dramatisk vis Premier League-kampen med 2-1 på et straffesparksmål dybt inde i dommerens tillægstid.

Så spændende blev det ikke for hjemmebanepublikummet i FA Cup-opgøret, hvor begge hold fik en spiller udvist i slutfasen.

Læs også

Fem minutter inde i anden halvleg scorede Fabian Delph til 1-0, mens Scott Sinclair fem minutter før slutfløjtet gjorde det til 2-0.

I det hele taget var det en god lørdag for Aston Villa, som i Premier League er placeret lige over nedrykningsstregen.

Queens Park Rangers, der er Aston Villas nærmeste forfølger i nedrykningskampen, tabte tidligere lørdag 1-2 hjemme til Tottenham i et London-derby i ligaen. Dermed har Aston Villa fortsat tre point ned til QPR.

I lørdagens anden FA Cup-kvartfinale spillede Bradford og Reading 0-0, og klubberne skal dermed ud i en omkamp.

De to sidste kvartfinalekampe spilles søndag og mandag.

Søndag gælder det Liverpool-Blackburn, mens Manchester United-Arsenal mandag må betegnes som det helt store brag i kvartfinalen.

Både semifinalerne og selve finalen spilles på legendariske Wembley i London.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK