Oktober blev næstvarmeste måned

Skrevet af admin

01/11/2014

Mest læste i dag

Der var vand og varme til danskerne fra vejrguderne i oktober. Gennemsnitstemperaturen i oktober blev 12,1 grader celsius.

Det er kun 0,1 grader celsius fra rekorden i 2006 og 2,7 grader celsius over gennemsnittet for det seneste årti. Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut.

DMI tilskriver de høje temperaturer milde strømninger sydfra, samtidig med at det lokale havvand er meget varmt for årstiden. Det varme havvand har holdt temperaturen højt på de dage, hvor de milde vinde sydfra ikke har været så stærke.

Oktober måned var også vådere end gennemsnittet. Mellem 2001 og 2010 fik Danmark i gennemsnit 83 millimeter regn i oktober. I år fik vi 113 millimeter nedbør.

Mens der var vand nok, fik danskerne færre besøg af solen, end de plejer at få. Gennemsnitligt indeholder en oktober måned 111 solskinstimer, men i 2014 fik Danmark kun 81.

DMI tager forbehold for, at målingerne skal kvalitetssikres, men skriver i en pressemeddelelse, at de ikke kan se nogen grund til, at det skulle ændre ved gennemsnitstemperaturen. Mandag offentliggøres mere detaljerede vejrdata fra DMI.

DMI har lavet målinger siden 1874.

/ritzau/