Olsen dropper Højbjerg i playoff-test

Skrevet af admin

11/10/2015

Dagens topnyheder

Landstræner Morten Olsen har valgt at satse på de sikre kort i den testkamp mod Frankrig, der er sidste kamp for fodboldlandsholdet inden to playoff-kampe i november om EM-deltagelse.

Det er gået ud over midtbanespillerne Pierre-Emile Højbjerg og Daniel Wass, der begge er skiftet ud af startopstillingen i forhold til de 11 spillere, der begyndte kvalifikationskampen torsdag mod Portugal.

Rutinerede William Kvist erstatter Pierre-Emile Højbjerg som den defensive ankermand af de tre centrale spillere på Danmarks midtbane. Det gjorde FCK-spilleren også i pausen af kampen mod Portugal efter en mindre god første halvleg af 20-årige Højbjerg.

FC Midtjyllands Jakob Poulsen skal udgøre det kreative og dynamiske element ved siden af William Kvist. Den position overtager han fra Daniel Wass.

Kvist og Poulsen får selskab af Michael Krohn-Dehli på den centrale midtbane. Sevilla-spilleren ligger placeret mellem Superliga-duoen og frontangriber Nicklas Bendtner

Danmarks holdopstilling (4-3-3):

Kasper Schmeichel - Lars Jakobsen, Simon Kjær, Daniel Agger, Riza Durmisi - William Kvist, Jakob Poulsen, Michael Krohn-Dehli - Martin Braithwaite, Nicklas Bendtner, Christian Eriksen.

Hos Frankrig er der blevet plads til den lovende Manchester United-komet Anthony Martial, der starter på højrekanten. Normalt spiller Martial central angriber for Manchester United.

Frankrigs holdopstilling: (4-3-3):

Steve Mandanda - Christophe Jallet, Eliaquim Mangala, Raphaël Varane, Lucas Digne - Morgan Schneiderlin, Moussa Sissoko, Blaise Matuidi - Anthony Martial, Olivier Giroud, Antoine Griezmann.

Kampen dømmes af svenskeren Jonas Eriksson.

/ritzau/