Olsen om afsluttet konflikt: Nu skal vi tale om fodbold

Skrevet af admin

21/03/2015

Dagens topnyheder

Fodboldlandstræner Morten Olsen har været relativt diplomatisk, men har aldrig efterladt tvivl om, at han var godt og grundigt træt af konflikten mellem hans egen arbejdsgiver Dansk Boldspil-Union (DBU) og landsholdsspillerne.

Derfor glæder han sig lørdag eftermiddag over, at parterne har indgået en ny aftale, så spillerne kan møde i landsholdslejren i Aarhus på mandag.

Landsholdet spiller testkamp onsdag i Aarhus mod USA og skal senere på ugen til Frankrig for at møde de tidligere verdensmestre i endnu en testkamp.

- Vi klapper alle i hænderne og glæder os til at kunne koncentrere os om det, som det i virkeligheden handler om - nemlig at spille og snakke fodbold og ikke konflikt og penge, siger Morten Olsen i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Jeg er sikker på, at spillerne har det på samme måde, og jeg tror, at de er meget tilfredse og helt ligesom alle andre glæder sig til at kunne koncentrere sig 100 procent om at spille fodbold igen.

Morten Olsen valgte selv at lade en bombe sprænge, da han udtog sin trup til de kommende kampe i tirsdags. Da fortalte han nemlig, at han stopper som landstræner, når den nuværende aftale udløber næste sommer.

/ritzau/