Lige nu læser andre
Demonstranter i en besat offentlig bygning i Luhansk i det østlige Ukraine har erobret våben. Myndighederne har lukket indfaldsvejene til byen, hvor konflikten mellem prorussiske grupper og tilhængere af styret i Kijev synes stærkt optrappet.
Myndighederne siger ifølge nyhedsbureauet dpa, at aktivisterne er styret fra Moskva.
Efter at prorussiske grupper har stormet flere offentlige bygninger i det østlige Ukraine er situationen i byer som Tjarkov, Kharkiv, Luhansk og Donetsk igen ustabil.
– Urolighederne er styret udefra, siger lederen af den lokale forvaltning i Tjarkov, Igor Baluta, hvor myndighederne har ryddet en administrationsbygning for "separatister."
Læs også
Samtidig bebuder grupper, som er tro mod Moskva, nye og udvidede aktioner.
Søndag aften trængte en gruppe demonstranter ind i en regional regeringsbygning i Kharkiv, hvor de hejste det russiske flag på toppen af bygningen, rapporterer nyhedsbureauet AFP.
Tidligere søndag trængte prorussiske demonstranter ind i en lokal regeringsbygning i Donetsk og i sikkerhedstjenestens kontorer i Luhansk.
Ukraine beskylder Ruslands præsident, Vladimir Putin, for at stå bag aktionerne i det østlige Ukraine. Indenrigsminister Arsen Avakov siger, at han har beordret politiet til med fredelige midler at genoprette ro og orden.
– Putin og Janukovitj beordrede og betalte for den seneste bølge af separatistisk uro i den østlige del af landet, skriver Avakov på Facebook.
Viktor Janukovitj blev afsat som Ukraines præsident under store uroligheder i februar. Nu har en midlertidig og proeuropæisk regering taget over frem mod præsidentvalget 25. maj.
I Donetsk trængte cirka 100 mennesker ind i den lokale regeringsbygning, hvor de foldede det russiske flag ud for at trodse den proeuropæiske overgangsregering i hovedstaden Kijev.
/ritzau/AFP