Overbevist minister: Ny plan fører til stop af ebola

Skrevet af admin

15/09/2014

Mest læste i dag

EU's medlemslande har på et krisemøde i Bruxelles om ebola-epidemien i Vestafrika forpligtet sig til at være med til at stoppe ebola-krisen ved at hjælpe Verdenssundhedsorganisationen, WHO, med at skaffe sengepladser, sundhedspersonale og transport.

Det siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) mandag efter at have mødtes med sine EU-kolleger fra de øvrige medlemslande.

- Det, der er hovedindsatsen i EU's fokus, er at hjælpe WHO, som har lavet en masterplan for indsatsen, som vi alle sammen retter ind efter, siger Mogens Jensen over telefonen fra Bruxelles.

Han fortæller, at der er behov for at skaffe 500 sengepladser, mere sundhedspersonale, en plan for evakuering af sundheds- og nødhjælpsarbejdere, der bliver smittet, og en styrkelse af sundhedsvæsnet i de ramte lande i Vestafrika, så de selv er i stand til at håndtere epidemien.

De hårdest ramte lande er Liberia, Sierra Leone og Guinea.

Planen, som skal koordinere EU-landenes indsatser i Vestafrika, vil være effektiv, er ministeren sikker på. Inden for seks til ni måneder vil epidemien sandsynligvis være stoppet.

- Den plan, der nu er lagt, er det bedste, vi kan gøre. Og det fører til, er jeg helt overbevist om, at vi får epidemien inddæmmet, siger han.

Nu vil EU-landene melde ind, hvad de kan bidrage med ud over det, de allerede gør. Ministeren fortæller, at Danmark er ved at undersøge, om de danske felthospitaler kan bruges i indsatsen ved eventuelt at bygge dem lidt om.

Mogens Jensen foreslog over for de andre EU-ministre, at de bruger den fælles indsats mod ebola til at tænke langsigtet. Der er nemlig også andre sygdomme, som kan udvikle sig på samme måde som ebola.

- Vi bør drøfte, hvordan en samlet forskningsindsats kan styrkes. Det er svært for et enkelt land at løfte det alene. Det kan koste op mod en milliard kroner at udvikle en vaccine, siger han.

Antallet af døde under det hidtil værste udbrud af ebola i Vestafrika er steget til omkring 2400, og mindst 4784 er smittede ifølge WHO.

/ritzau/