OVERBLIK: Kommission vil bruge milliarder på asylkrise

Skrevet af admin

23/09/2015

Mest læste i dag

Her er det nye forslag, som EU-Kommissionen har lagt på bordet for stats- og regeringscheferne, som onsdag mødes i Bruxelles til hasteindkaldt topmøde om flygtninge- og migrationskrisen.

* EU-Kommissionen vil afsætte 100 millioner ekstra euro i 2015 til akuthjælp til de medlemsstater, som er under størst pres fra flygtninge og migranter.

* I 2016 skal der afsættes 600 millioner euro til de mest belastede medlemslande samt til de EU-agenturer, som er mest involveret i krisen. Det vil sige grænseagenturet Frontex, politisamarbejdet Europol og asylagenturet Easo, der leverer ekspertbistand på asylområdet.

* I alt 200 millioner euro fra EU-midler, der i forvejen er reserveret til humanitær hjælp, skal målrettes flygtninge.

* Den humanitære hjælp skal øges med 300 millioner euro i 2016. Pengene skal gå til flygtningenes vigtigste behov som mad og tag over hovedet.

* Mere end 500 millioner euro skal tages fra EU-budgettet og gives til den EU-fond, som hjælper syriske flygtninge i nærområderne. EU-Kommissionen forventer, at medlemslandene vil matche beløbet.

* EU-Kommissionen vil mobilisere én milliard euro i flygtningestøtte til Tyrkiet, der i mange år har været presset af flygtningestrømmen. Der skal også mobiliseres 17 millioner euro til Serbien og Makedonien for at hjælpe EU's nabolande med at håndtere krisen.

/ritzau/