OVERBLIK: Politikere kræver tyrkiske svar i Hedegaard-sag

Skrevet af admin

20/10/2014

Dagens topnyheder

Danske politikere er dybt forundrede over, at Tyrkiet har løsladt den mand, der er mistænkt for drabsforsøg på forfatteren Lars Hedegaard. Det samme gælder hovedpersonen selv.

Her er et udvalg af reaktioner, efter at tyrkiske myndigheder søndag har bekræftet over for en dansk delegation, at den formodede attentatmand er på fri fod.

* Justitsminister Mette Frederiksen (S):

- Delegationen kunne ikke få svar på, hvornår løsladelsen havde fundet sted, ligesom delegationen ikke kunne få svar på baggrunden for løsladelsen. Jeg havde forventet, at de tyrkiske myndigheder havde været klar med flere svar, end dem delegationen fik - også selv om mødet blev arrangeret med kort varsel.

* Lars Hedegaard til Jyllands-Posten:

- Det er totalt skandaløst.

- Man må bare sige, at tyrkerne har fået held til at overtrumfe dansk ret, hvilket jo er helt ude i hampen.

* Udenrigsordfører Søren Espersen (DF) til Berlingske om muligheden for at trække den danske ambassadør ud af Tyrkiet:

- Inden for diplomatiet anses det for meget alvorligt, hvis man trækker sin ambassadør hjem. Det er ikke det samme som at afbryde nogle forbindelser, men jeg synes, at vi skal kalde ambassadøren hjem fra Ankara, så han kan forklare, hvad der sker.

* Forsvarsordfører Nicolaj Villumsen (EL) om, at den formodede attentatmand kan have været del af en fangeudveksling mellem Islamisk Stat (IS) og Tyrkiet:

- Har Tyrkiet udvekslet fanger med IS, er sagen ganske meget større end en udleveringssag om en enkeltperson. Så har Tyrkiet svigtet det internationale samfunds forsøg på at bekæmpe IS, og det har formentlig overtrådt FN's klare beslutning om bekæmpelse af IS.

* Gruppeformand Brian Mikkelsen (K) på Twitter:

- Fuldstændig grotesk at Tyrkiet løslader mistænkt for Hedegaard-drabsforsøg. Angreb på demokratiet. Skal have konsekvenser for Tyrkiet.

* Udenrigsordfører Holger K. Nielsen (SF):

- Hele forløbet er uacceptabelt. Dels at han er blevet løsladt, dels at vi ikke kan få at vide, hvor han er henne, og hvorfor han er blevet løsladt.

- Danmark og Tyrkiet har aftaler med hinanden og er allierede på flere niveauer. Derfor er Tyrkiets håndtering af denne sag helt uacceptabel.

* Formand for Det Udenrigspolitiske Nævn, Mette Gjerskov (S), på Twitter:

- Grotesk at mistænkte for mordforsøg på Hedegaard er løsladt. Bryder mig ikke om Hedegaard. Forsvarer retten til at have bizarre synspunkter.

/ritzau/