Et brutalt overfald på en kvindelig journalist 1. juledag har vakt enorm vrede i Ukraine, og søndag er der massedemonstrationer i landets hovedstad Kijev.
Det anslås således, at omkring 50.000 demonstranter er på gaden i protest mod overfaldet på den 34-årige journalist Tetjana Tjornovol, der har afdækket den ukrainske præsident Viktor Janukovitj og landets elites overdådige livsstil.
Den vrede menneskemængder går i retning af Janukovitjs residens Mesjygirja, der er svært bevogtet. Det luksuriøse palæ ligger omkring 15 kilometer fra Kijev, og er ifølge den ukrainske opposition blevet "ulovligt privatiseret" af præsident Viktor Janukovitj.
- Vores plan er at komme herud, indtil den dag myndighederne ændrer forfatningen og begrænser præsidentens magt, siger demonstranten Tetjana Kornjenko.
Den 34-årige journalist, der skriver for det populære internetmedie Ukrainska Pravda og har deltaget i demonstrationer mod regeringen, blev overfaldet natten til onsdag og gennembanket af ukendte gerningsmænd.
Ifølge det internetmedie, som journalisten skriver for, blev hun indlagt med en brækket næse, hjernerystelse og adskillige knubs.
En ukrainsk domstol har udstedt arrestordre på fem personer, der sættes i forbindelse med overfaldet.
Oppositionen er imidlertid rasende over, at politiets efterforskere har insinueret, at overfaldsmændene har forbindelse med oppositionsleder og tidligere verdensmester i sværvægtsboksning Vitalij Klitsjko og tidligere premierminister Julia Timosjenko.
I løbet af den seneste måned har titusindvis af mennesker været på gaden flere gange i Ukraine for at demonstrere mod præsident Janukovitj, da han har været imod et tættere samarbejde med EU.
/ritzau/AFP