Overrasket Mia Lyhne: Svært som mor i Klovn

Skrevet af admin

22/09/2015

Mest læste i dag

Der er ikke nogen, der kender Frank Hvams overbærende kæreste Mia bedre end Mia Lyhne, der har spillet rollen i fænomenet siden Klovn første gang dukkede op på de danske tv-skærme i 2005.

Men selvom Mia Lyhne har udforsket rollen i 10 år, har hun ikke lært alt om Mia endnu. Under optagelserne til filmen Klovn Forever, der har premiere den 24. september, kom det bag på hende, hvordan hun kunne mærke, at Mia tackler rollen som mor.

- Det er ret sjovt, at Mia ikke er så god en mor, som jeg tror, hun har forestillet sig. Det stod ikke i manuskriptet, og det er noget, jeg ligesom selv har fundet på, at det ikke ligger helt naturligt til hende, fortæller Mia Lyhne og uddyber:

- Hun er ikke så kærlig og nærværende og varm overfor de børn, hun går mere op i, at det hele ser rent og pænt og ordentligt ud. Jeg synes, det er ret interessant, at hun ligesom får en sprække der. Det giver lidt til hendes karakter, og det er godt, at der er nogle små, mørke sider, siger Mia Lyhne.

Hun kan godt genkende følelsen af, at man tror, man ved, hvordan man bliver som forælder, men at intet er givet før man rent faktisk står i situationen.

Privat er hun alene med tvillingdøtrene Asta og Andrea. Og selvom hun i mange år havde forestillet sig, hvordan hun ville blive som mor, så har hun også måtte erkende, at virkeligheden er anderledes, end hun troede.

- Jeg synes altid selv, at jeg har været rigtig god til børn, og jeg har passet mange, mange børn og altid været rigtig glad for børn, så jeg troede faktisk, at det der med opdragelsen af dem ville komme helt naturligt, når jeg fik mine egne. Selvfølgelig ville jeg være god til det! Men så opdager man nogle ting af sig selv, siger Mia Lyhne og smiler.

I filmen Klovn Forever har parret fået to børn, og mens Frank Hvam prøver at redde stumperne af sit venskab med Casper Christensen, prøver Mia at få ham til at prioritere familielivet i stedet.

- Mia er en jo virkelig kedelig, dansk kvinde og meget gammeldags i kønsrollerne. Hun er den stille og pæne, mens Frank skejer ud.

- Det er meget tegnet op og overdrevet, men der er også noget sandt i det. Jeg ser par rundt omkring, hvor det er lidt tæt på alligevel. Og der er en del af Mia rundt omkring i de danske kvinder, siger Mia Lyhne, der håber, at hendes rolle kan være lidt til skræk og advarsel.

- Jeg vil da håbe, at nogle kvinder bløder lidt op, når de ser sådan en som Mia, at de godt kan se, at det går ikke. At de kunne droppe det der med at alt skal se så pænt ud og være pakket så meget ind. At de får lyst til at råbe lidt højt, siger Mia Lyhne.

Modsat kunne hun godt tænke sig at ligne sin rolle lidt mere på nogle punkter i det virkelige liv.

- Jeg kunne godt lære af Mia at være lidt mere ordentlig og altid have så pænt et køkken og have styr på hjemmet, og at se ordentlig ud og ikke være så sjusket. Det kunne jeg godt tænke mig, at hun lærte mig, siger Mia Lyhne, der oplever, at hendes lassez-faire holdning til de idealer, ind i mellem giver hende udfordringer på hjemmefronten.

- Det sker tit, at jeg skal følge mine børn i børnehave, og min datter siger til mig, at jeg skal tage noget pænt tøj på i stedet, siger hun og griner.

Men det er netop skellet mellem Mia Lyhne og rollen som Mia, der gør det ekstra sjovt for skuespillerinden at portrættere hende.

- Jo mere pæn, hun er, jo sjovere er hun at spille. Og det er nok også fordi, hun er så langt fra hvem, jeg er, siger hun.

Den første Klovn-spillefilm solgte omkring 838.000 biografbilletter.

/ritzau/FOKUS