Pakistan til USA: Stop jeres droneangreb

Skrevet af admin

24/10/2013

Dagens topnyheder

Den pakistanske premierminister, Nawaz Sharif, opfordrer USA's præsident, Barack Obama, til at sætte en stopper for de amerikanske droneangreb i Pakistan.

Opfordringen blev tilkendegivet i Washington onsdag, hvor de to toppolitikere mødtes for at tale om en stribe aktuelle affærer.

- Jeg bragte også spørgsmålet om droner op på vores møde og understregede behovet for at stoppe disse angreb, siger Sharif efter at have talt med Obama i Det Hvide Hus.

Angrebene med de fjernstyrede fly inde på pakistansk territorium er et ømt punkt i relationerne mellem de to lande.

Mange pakistanere er rasende på USA, fordi de mener, at dronerne krænker pakistansk suverænitet. Dertil kommer spørgsmålet om uskyldige dødsofre.

Udenrigsministeriet i Pakistan vurderer ifølge FN-observatøren Ben Emmerson, at mindst 400 civile er blevet dræbt i droneangreb siden 2004.

De har registreret 330 angreb med amerikanske droner i de klandominerede områder tæt på Afghanistan. Totalt er omkring 2200 personer blevet dræbt under de sidste 10 års droneangreb, lyder det.

De ubemandede fly er under Obama-administrationen flittigt blevet brugt til at likvidere formodede terrorister.

Men angrebene har været voldsomt kritiseret i Islamabad, der officielt fordømmes som en overtrædelse af landets suverænitet og international lov.

Forholdet mellem USA og Pakistan lader for tiden til at være i bedring, og amerikanerne har i det stille genstartet deres militærhjælp til pakistanerne efter en anspændt periode med gensidig mistro mellem de to lande.

Sikkerhedssamarbejdet har i store træk været nedfrossent efter 2011, hvor et amerikansk luftangreb ved et uheld kostede 24 pakistanske soldater livet.

Samme år slog amerikanske elitesoldater til mod terrorlederen Osama bin Laden inde på pakistansk territorium.

/ritzau/Reuters