Palæstinensere får symbolsk støtte fra Storbritannien

Skrevet af admin

14/10/2014

Dagens topnyheder

Storbritanniens politikere har ved en afstemning mandag aften besluttet, at landet bør anerkende Palæstina som en stat. Et politisk træk der ikke vil ændre landets politik på området, men derimod har symbolsk værdi.

Dermed lægger Underhuset i det britiske parlament for første gang op til, at Palæstina skal anerkendes som en stat af Storbritanniens regering. Beslutningen blev vedtaget med 274 stemmer for, mens 12 stemte imod. Premierminister David Cameron var blandt de mange, som undlod at stemme.

Resolutionen er kun symbolsk, da den officielle britiske kurs er på linje med EU's, der støtter forhandlinger om en tostatsløsning. Storbritannien kommer heller ikke til at klassificere Palæstina som en stat, men meldingen er, at det kan ske med tiden, hvis det forventes at hjælpe en fredsaftale mellem det palæstinensiske selvstyre og Israel på vej.

- Formålet med dette er enkelt og bygger på en tro på, at en anerkendelse af en palæstinensisk stat ved siden af Israel vil øge presset for at forhandle om en tostatsløsning. Det kan måske få en frugtbar løsning på konflikten lidt tættere på, siger Jack Straw, der var britisk udenrigsminister fra 2001 til 2006.

Storbritannien undlod at stemme om en palæstinensisk stat ved FN's Generalforsamling i 2012, hvor palæstinensernes status blev opgraderet fra "permanent observatør" til "ikke-medlem observatør stat."

Afstemningen i det britiske parlament kommer, kort tid efter at Sveriges nyvalgte statsminister, Stefan Löfven, meddelte, at han agter at anerkende en palæstinensisk stat.

Israels udenrigsministerium indkaldte i sidste uge Sveriges ambassadør til et møde for at protestere mod den svenske regerings erklærede hensigt om at anerkende en palæstinensisk stat.

Israel har udtrykt dyb skuffelse over den svenske beslutning.

- Et sådant skridt vil ikke bidrage positivt til forholdet mellem Israel og palæstinenserne, men derimod forværre det, sagde israelske talsmænd.

Israel har gennem lang tid insisteret på, at palæstinenserne kun kan opnå deres lovede stat gennem direkte forhandlinger og ikke gennem andre diplomatiske kanaler.

/ritzau/Reuters