Palæstinensere truer med at forlade Gaza-forhandlinger

Skrevet af admin

10/08/2014

Dagens topnyheder

Den palæstinensiske delegation i Kairo, som forhandler om en våbenhvile i Gazastriben, gider snart ikke længere vente på, at israelerne dukker op ved forhandlingsbordet i Egypten.

Israel har meldt ud, at landet ikke ønsker at tage del i forhandlingerne, så længe der er kampe i Gaza, og der bliver sendt raketter ind i Israel.

Men nu kræver lederen for den palæstinensiske delegation - der tæller medlemmer fra både Hamas og det mere moderate Fatah - at israelerne vender tilbage til Kairo uden at fastsætte betingelser.

- I morgen tidlig (søndag, red.) vil vi mødes med det egyptiske lederskab og på baggrund af dette tage stilling til vores fremtidige plan. Vi forlader Kairo i morgen, hvis det bliver bekræftet over for os, at de ikke vil vende tilbage til forhandlingerne uden betingelser, siger Azzam Ahmed til tv-stationen Al Arabiya.

Fredag nægtede palæstinenserne at forlænge en tre døgn lang våbenhvile i Gaza med den begrundelse, at Israel blandt andet havde nægtet at ophæve sin blokade af området.

Egypten har optrådt som mægler i konflikten under forhandlinger i Kairo, og i en erklæring fra det egyptiske udenrigsministerium blev der peget på, at der trods den manglende forlængelse var gjort betydelige fremskridt under møderne under den midlertidige våbenhvile.

Israel har under forhandlingerne krævet, at militante grupper i Gaza bliver afvæbnet.

Konflikten mellem Israel og militante fra Hamas-bevægelsen har kostet 1890 palæstinensere livet - mange af dem civile. 64 israelske soldater er blevet dræbt, men tre civile er omkommet, siden Israel indledte en militæroffensiv 8. juli som modsvar på raketter affyret fra Gaza mod Israel.

/ritzau/Reuters