Det er dejligt at have en partner, men pas på med ikke at blive for magelig. Singler både spiser sundere og motionerer mere end dem i fast parforhold.
- Parforholdet kan hurtigt blive lidt for hyggeligt. Man spiser flere varme retter med sovs og kartofler, og ender bagefter i sofaen med hver sin slikskål. Singlerne tager ofte bare en hurtig rugbrødsmad eller en salat, i stedet for at gøre måltidet til noget, der trækker ud i flere timer. Som single virker det ofte uoverskueligt, at gøre det store ud af et måltid, når de kun er sig selv, konstaterer diætist Lisa Bolting.
Find balancen i dit parforhold
Det er hermed ikke sagt, at det er direkte usundt at være i parforhold. Det handler om at finde balancen mellem hyggen og den sunde livsstil.
- Det er ’hyggen’, som gør dig tyk. Hvis du kan mærke, at der er kommet flere timer på sofaen i dit forhold eller i dit ægteskab, så se om du og din partner ikke kan finde på noget andet at lave nogle aftener, frem for at sidde ned og spise, siger Lisa Bolting.
Diætistens 5 tips til par, der er havnet i sofaen:
• Lav en ugentlig madplan, så I tænker over hvilke dage, der står på sund kost og hvilke dage I gerne på hygge.
• Lav mad sammen – det kan være hyggeligt og den sunde livsstil bliver måske lidt lettere at få skudt i gang.
• Gå en lang tur lige efter aftensmaden.
• Find en aktivitet i weekenden som i begge synes godt om; fx en cykeltur i skoven eller en tur i svømmehallen.
• Find et vennepar til fx en ugentlig badmintondyst – gør det at få rørt jer til en sjov og hyggelig ting.