Parlament afviser: Ungarer bliver ikke EU-kulturkommissær

Skrevet af admin

06/10/2014

Dagens topnyheder

Europaparlamentets kulturudvalg har ved en afstemning mandag eftermiddag afvist Ungarns kandidat Tibor Navracsics til posten som EU-kommissær for kultur, uddannelse, unge og medborgerskab, erfarer Ritzau.

Han kan få anden portefølje, forlyder det samtidig.

14 var imod ungareren, 12 var for og en undlod at stemme.

Navracsics var allerede før sin høring i sidste uge en blandt flere kontroversielle kandidater i Jean-Claude Junckers kommende kommission.

En god del af den tre timer lange høring onsdag aften handlede om Navracsics' rolle som justitsminister i Ungarn, der under premierminister Viktor Orbán de seneste år har været under voldsom kritik fra andre i EU for at have problemer med sit demokrati.

Kandidaten brugte flere af sine svar på at forsikre om, at Ungarn ikke har problemer - og at han glæder sig til at blive kommissær og tjene unionens fælles interesser.

/ritzau/