Parlamentsvalg kaster Belgien ud i ny politisk krise

admin

|

26/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Belgiens premierminister, Elio Di Rupo, har mandag indleveret regeringens afskedsbegæring til kong Philip efter søndagens parlamentsvalg, oplyser hoffet i en erklæring.

- Kongen har accepteret afskedsbegæringen og bedt regeringen om at fortsætte som forretningsmuseum, hedder det videre i erklæringen.

De føderale valg i landet blev en stor sejr for det flamske separatistparti, Nieuw-Vlaamse Alliantie (NV-A), som allerede nu har kastet det politisk hårdt prøvede land ud i et nyt politisk dødvande.

Samtidig kastede lørdagens skudangreb i det jødiske museum i Bruxelles, hvor fire blev dræbt, mørke skygger over valget.

Resultatet af parlamentsvalget viser, at NV-A har fået flere end 22 procent af de nationale stemmer, hvilket er en stigning i forhold til de 17,4 procent ved det seneste valg i 2010 og omkring 10 procent mere end nærmeste rival.

Det belgiske parlamentsvalg foregik parallelt med valget til EU-Parlamentet.

NV-A's kompromisløse leder, Bart De Wever, ser gerne, at Belgien deles langs dets sproglige sydlige fransktalende region og det flamsktalende nord.

Premierminister Ellio Di Rupos socialistparti fortsætter som det største parti i den fransktalende region, Vallonien. Men for hele landet står partiet til at tabe lige så meget som ved valget i 2010.

Efter valget i 2010 tog det Belgien 541 dage at sammensætte en koalitionsregering, bestående af seks partier, hvor NV-A blev holdt udenfor.

Regeringsforhandlingerne blev stækket af uenigheden mellem det flamsktalende Flandern og det fransktalende Vallonien.

/ritzau/dpa