Partihop i København flytter vigtigt mandat

Skrevet af admin

22/11/2013

Mest læste i dag

Politisk ordfører for Socialdemokraterne på Københavns Rådhus og partiets tredjestørste stemmesluger ved kommunalvalget, Ikram Sarwar, skifter parti til De Radikale.

Dermed stiger det radikale mandattal fra seks til de vigtige syv, som i sig selv er nok til en borgmesterpost, skriver Politiken.

Sarwar begrunder sit skifte med, at han "føler sig utilpas" ved "den lukkede kultur og den manglende åbne demokratiske proces" hos Socialdemokraterne.

Han ønsker ikke at gå i detaljer overfor Politiken, men understreger, at beslutningen hænger sammen med et ekstraordinært delegeretmøde torsdag aften, hvor mere end 100 repræsentanter for lokalkredsene var samlet.

Her skulle de nominere fire kandidater til den borgmesterpost, som partiet foruden Frank Jensens overborgmesterpost er berettiget til.

Ikram Sarwar var indstillet af sin lokale kreds, men blev ikke tildelt en af nomineringerne, der i stedet gik til den siddende børne- og ungeborgmester, Jesper Christensen, samt Jakob Hougaard, Mette Laurberg og Lars Weiss.

- Jeg er ikke ude på at skabe en konflikt. Det er vigtigt for mig at understrege. Det her er en oplevelse, jeg desværre har haft i flere omgange. Og det kulminerer med kandidatmødet i går (torsdag, red.).

- Desværre oplevede jeg det som en meget lukket proces, og folk var også overraskede over, hvad der var sket, og hvordan resultatet blev nået. Jeg kan ikke leve med den kultur, siger Ikram Sarwar til Politiken.

Med Sarwars partispring flytter han et mandat, som kan flytte både borgmesterposter og økonomisk attraktive ben.

De Radikale har allerede en borgmester i den indgåede konstituering med S, SF og EL, men de borgerlige var på valgnatten stærkt interesserede i at fravriste Enhedslisten posten som teknik- og miljøborgmester.

Og den kan de radikale flytte ned til de blå – selv hvis Dansk Folkeparti skulle finde på at gå til de røde med deres fire mandater, hvilket var et scenarie på valgnatten.

Radikal spidskandidat Anna Mee Allerslev vil ikke svare klart på, hvorvidt de radikale vil det bruge det nyvundne mandat til at genåbne konstitueringsspillet i København:

- Vi står i en ny situation. Derfor er det naturligt, at forhandlingspartnerne mødes igen, så det ser jeg frem til, skriver hun i en sms til Politiken.

/ritzau/