Partimedlem forsøger at komme på tværs af Trumps triumf

Skrevet af admin

18/07/2016

Dagens topnyheder

Donald Trump har angiveligt mange modstandere i toppen i af Det Republikanske Parti, men intet ser ud til at kunne stoppe ham på vejen til at blive nomineret som partiets præsidentkandidat.

En modstander af Trump har således fået afvist et forslag, der ville have ændret afstemningsreglerne på partiets konvent, som mandag begynder i Cleveland. Det skriver Chicago Tribune.

Var forslaget blevet vedtaget, kunne det muligvis have bragt en modkandidat til Donald Trump i spil.

Baseret på de regler, der blev besluttet op til konventet i Tampa i 2012, er næsten alle de delegerede, som Trump sikrede sig under primærvalgene i delstaterne, bundet til at stemme på ham, ifølge qz.com.

Men før et nyt konvent begynder, udløber reglerne. De skal derfor opdateres og på ny godkendes.

Et forslag fra en delegeret fra Colorado, Kendal Unruh, om, at lade de delegerede "stemme efter deres overbevisning", blev torsdag aften forkastet af partiets regelkomite.

Var forslaget blevet vedtaget, havde det stillet de delegerede frit med hensyn til, hvem de ville stemme på.

Men Kendal Unruh har stadig en mulighed for at komme igennem med sit forslag.

Unruh, der støttede Texas-senatoren Ted Cruz under republikanernes primærvalg, sagde efter torsdagens afstemning, at hun regner med at indsamle underskrifter fra 28 af regelkomiteens 112 medlemmer.

Det vil være tilstrækkeligt til, at forslaget skal til afstemning hos samtlige deltagere på konventets første dag.

Lederne af Trumps valgkampagne samt medlemmer af partiets nationale komité siger dog, at de forventer at kunne forhindre Kendal Unruh i at gennemføre sit forehavende.

Forslaget er blevet mødt af overvældende modstand fra flere delegerede. De anser det som utænkeligt for partiet at droppe Trump efter hans overbevisende sejre i primærvalgene, hvor over 13 millioner stemte på ham.

- Ønsker du at ignorere de virkelige græsrødder, som er de millioner, millioner, millioner vælgere, der stemte på Donald Trump, siger Stephen Munisteri, delegeret fra Texas og en af delstatens førende republikanere.

- Den eneste måde at fremme den konservative sag på er med et stærkt republikansk parti, der forener sig for at besejre Hillary Clinton og Demokraterne dette efterår, tilføjer han ifølge Chicago Tribune.

/ritzau/