Pelé frygter for Neymars store ansvar ved VM

Skrevet af admin

11/03/2014

Dagens topnyheder

Brasilien er altid blandt favoritterne ved VM i fodbold, og den favoritværdighed er kun større i 2014, da holdet samtidig er værtsnation.

I den forbindelse hviler der ikke mindst et stort ansvar på den 22-årige Barcelona-stjerne Neymar, der er debutant i VM-sammenhæng.

Den brasilianske fodboldlegende Pelé frygter, at presset på Neymar kan blive for stort.

- Det er Neymars første VM, og ingen ved nøjagtigt, hvad der kommer til at ske. Det er et stort ansvar for ham, siger Pelé til AFP.

Han ser det dog som positivt, at Neymar i denne sæson har fået erfaring hos storklubben FC Barcelona.

- Det er det bedste for både Neymar og Brasilien, at han kom til Spanien og Europa. Det er fantastisk for ham, at han kommer med mere erfaring.

- Det store pres er ikke kun Neymars problem. Det kan uden tvivl blive et problem for hele holdet. Faktisk for hele folket, der ønsker at vinde, siger Pelé.

Han var selv med til at vinde VM for Brasilien i 1958 i en alder af 17 år.

Brasilien har i alt vundet VM fem gange, senest i 2002. Ved sommerens slutrunde skal Brasilien møde Kroatien, Mexico og Cameroun i gruppespillet.

/ritzau/