Person anholdt efter mistænkelige dødsfald på sygehus

Skrevet af admin

02/03/2015

Dagens topnyheder

En person er anholdt i forbindelse med en række mistænkelige dødsfald på Nykøbing Falster Sygehus.

Mandag eftermiddag skal personen fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster.

- På baggrund af anmeldelsen har vi det meste af dagen i går afhørt en bred skare af personer. Det har ført til anholdelsen af en person, som i dag vil blive fremstillet i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen i en pressemeddelelse.

Politiet vil kræve dobbeltlukkede døre ved grundlovsforhøret, hvilket betyder, at offentligheden ikke kan få at vide, hvad sigtelsen mod personen mere konkret drejer sig om.

- Der er en lang række hensyn, som vi er nødt til at tage i den fase, vi er i lige nu, lyder begrundelsen fra Søren Ravn-Nielsen over for Ritzau.

Umiddelbart ønsker politiet end ikke at sige, om den anholdte er en mand eller en kvinde.

Anholdelsen er sket i løbet af søndag eftermiddag. Samme dag havde politiet modtaget anmeldelsen.

Ved middagstid mandag ønsker Søren Ravn-Nielsen ikke at røbe, hvor anmeldelsen kom fra.

/ritzau/