Politiets Efterretningstjeneste (PET) vurderer ifølge Information og Jyllands-Posten, at godt en femtedel af de personer, der er udrejst til Syrien og Irak for at deltage i væbnet kamp, tidligere er idømt en ubetinget fængselsstraf.
Det fremgår af et svar til Folketingets Retsudvalg fra justitsminister Mette Frederiksen (S).
Og der er faktisk kommet flere og flere kriminelle udlandskrigere gennem de seneste år, fremgår det af tidligere analyser fra PET's Center for Terroranalyse (CTA).
Her et uddrag fra en analyse fra maj 2014:
- Flere islamistiske miljøer i Danmark har kontakt til kriminelle miljøer, og der er en stigende tendens til, at kriminelle med anden etnisk baggrund færdes i islamistiske miljøer.
- CTA vurderer, at flere personer fra det kriminelle miljø, herunder bandemiljøet, tilslutter sig et islamistisk miljø, som sympatiserer med militant islamisme, fremgår det af analysen.
Diskussionen er blevet ekstra aktuel, efter at den formodede gerningsmand til attentaterne i København i februar sad fængslet for et voldeligt overfald umiddelbart inden skyderierne, der kostede to mænd livet og sårede seks politifolk.
Han havde tidligere haft tilknytning til bandemiljøet.
Ifølge CTA's analyse fra sidste år kan tilknytning til de kriminelle kredse have "betydning for truslen mod Danmark".
- CTA vurderer, at hjemvendte fra Syrien, der har været i forbindelse med militante islamistiske miljøer i Danmark, og som samtidig har en tilknytning til kriminelle miljøer, potentielt har nemmere adgang til finansiering, våben og sprængstoffer, og derfor kan udgøre en særlig trussel.
/ritzau/