PET mistænker nødhjælp for at være støtte til terror

Skrevet af admin

04/09/2014

Dagens topnyheder

Flere dansk-muslimske nødhjælpsorganisationer er i myndighedernes søgelys for at kanalisere penge videre til militante islamistiske grupperinger i Syrien og Irak, skriver Politiken torsdag.

Ifølge Politikens oplysninger er mindst tre foreninger, der arbejder humanitært i de krigshærgede lande, under opsyn af Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Og mens PET endnu arbejder på at rejse den første retssag mod en af de mindst 100 personer fra Danmark, der er draget i hellig krig, blev tre personer fra den ene forening – De Humanitære Hjerter – onsdag anholdt.

De er sigtet for at have solgt Islamisk Stat-klistermærker for donationer, som ifølge politiet kan være havnet i hænderne på den militante bevægelse.

- Vi vurderede, at der kunne være begrundet mistanke om, at der blev samlet penge ind til noget, der kan være terrorfinansiering, siger Jens Møller Jensen, leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet ved Københavns Politi til avisen.

Hvor mange af krigsfarerne, der udfører nødhjælpsarbejde, kæmper eller begge dele, er uvist.

Imens vokser den politiske debat om, hvad man skal stille op med krigerne.

Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti ønsker, at personer med dobbelt statsborgerskab skal have inddraget deres danske pas, hvis de har kæmpet i udlandet for en terrororganisation.

Regeringen fremlægger om få uger et udspil, der ifølge Politikens oplysninger især vil bestå af en række hårde præventive redskaber, der skal forhindre krigsfarere i at rejse ud. Men det vil ikke rumme nye strafskærpelser.

- Udspillet bliver en overbygning til den forebyggelsesindsats, der allerede er sat i gang, siger retsordfører Trine Bramsen (S) til Politiken.

/ritzau/