Pistorius får sin dom den 13. oktober

Skrevet af admin

12/09/2014

Dagens topnyheder

Først om en måned vil dommeren i retssagen mod den tidligere sydafrikanske atletikstjerne Oscar Pistorius fortælle, hvilken straf den 27-årige benamputerede tidligere folkehelt skal have, efter at han fredag blev kendt skyldig i uagtsomt manddrab på sin kæreste Reeva Steenkamp

Dommer Thokozile Masipa gik fredag med til, at Pistorius mod kaution skal være på fri fod frem til den 13. oktober, hvor den endelige dom falder. Her risikerer han en kortere eller længere fængselsstraf.

- I princippet kan han få alt mellem en advarsel og op til 15 års fængsel, siger en ekspert i sydafrikansk jura til BBC.

Statsanklagemyndigheden udtrykker "skuffelse" over kendelsen om uagtsomt manddrab, og mange iagttagere venter, at sagen vil blive appelleret.

- Alle er blevet lidt overrasket, siger advokaten Audrey Berndt, der undrer sig over, at dommeren udtalte, at Pistorius ikke kunne vide, at fire skud gennem en dør ville være dræbende.

Men selv om dommeren beskrev Pistorius som et "meget ringe" vidne, der var svær at holde fast på kendsgerninger, så fandt hun ikke, at det var blevet bevist, at han er skyldig i overlagt drab.

- Der er bare ikke nok facts til at understøtte den slutning, sagde hun.

Den 27-årige Pistorius blev frikendt for to mindre anklager, der ikke har relation til drabet på Steenkamp.

Det omfatter en anklage om ulovlig besiddelse af ammunition og en anklage om at have affyret en pistol gennem soltaget på en bil.

Men han blev kendt skyldig i at have affyret en pistol under bordet i en restaurant i Johannesburg tæt pakket med mennesker.

Masipa sagde under domsafsigelsen, at Pistorius handlede urimeligt og uforsvarligt, da han affyrede fire skud fra en ni millimeter pistol gennem en badeværelsesdør i sin luksuslejlighed i Pretoria, hvorved Steenkamp blev dræbt næsten øjeblikkeligt.

- En person med almindelig sund sans ville have forudset, at uanset hvem der var bag døren, kunne vedkommende blive dræbt af skud og ville følgelig tage skridt for at dæmpe følgerne, sagde hun.

Sagen i Pretoria har strakt sig over 42 dage.

/ritzau/Reuters