Podolski redder Arsenal i overtiden mod Anderlecht

Skrevet af admin

23/10/2014

Mest læste i dag

Det lignede længe en fiasko for Arsene Wengers Arsenal-mandskab, da holdet onsdag aften mødte belgiske Anderlecht i Champions League.

I overtiden lykkedes det alligevel englænderne at få en sejr med hjem fra opgøret takket være en scoring af tyske Lukas Podolski.

På udebanen i Belgien havde Arsenal ikke råd til et nederlag, efter at holdet tidligere havde tabt til Dortmund.

Men det gik ikke helt efter planen for Wengers tropper, selvom hans hold havde store chancer i starten af kampen.

Både Santi Carzola og Alexis Sánchez kom nemlig tæt på at bringe Arsenal foran, men med 20 minutter igen kom chokket.

En belgisk omstilling blev spillet ud i højre side af feltet. På det efterfølgende indlæg trak midtbanespilleren Andy Najar sig fri bagest i feltet, og med et kontrolleret hovedstød lagde han bolden i mål til 1-0.

Kort før tid kom det engelske modsvar. Et indlæg fra højre side ramte ned for fødderne af venstrebacken Kieran Gibbs, og med et flot kontrolleret spark sendte han udligningen i nettet.

Så lignede det et uafgjort resultat, men det ville indskiftede Lukas Podolski ikke være med til.

I overtiden formåede Anderlecht-forsvaret ikke at cleare bolden ordentligt, og så stod tyskeren klar til at brage bolden op i nedtaget til 2-1.

Stor forløsning for Arsenal der nu ligger sikkert på andenpladsen i gruppe D med seks point efter tre kampe. Englænderne har fem point ned til både Anderlecht og Galatasaray på tredje- og fjerdepladsen.

Dortmund fører suverænt gruppe D med maksimumpoint.

/ritzau/