Polen får dom for at bryde menneskerettigheder

Skrevet af admin

24/07/2014

Mest læste i dag

Polen er torsdag blevet dømt af den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for at bryde menneskerettighederne. Polen har blandt andet tilladt den amerikanske efterretningstjeneste CIA at tilbageholde to al-Qaeda mistænkte på polsk territorium.

CIA har ifølge domstolen haft et hemmeligt fængsel i Polen, hvor de to al-Qaeda mistænkte har været udsat for tortur.

Det er Abu Zubaydah og Abd al-Rahim al-Nashiri, der har lagt sag an mod Polen. De blev angiveligt i al hemmelig fløjet til det polske CIA-fængsel i en skov, hvor de blev tilbageholdt.

De to mænd anlagde bagefter sag an mod Polen, fordi landet ikke stoppede deres ulovlige tilbageholdelse og tortur samt for ikke at retsforfølge de ansvarlige.

Domstolen, som har base i Strasbourg, har afgjort, at Polen blandt andet har overtrådt artikler, som omfatter tortur og retten til frihed. Sagen putter den polske regering i en akavet position. Den har nemlig altid benægtet eksistensen af det hemmelige CIA-fængsel.

Polen skal nu betale en erstatning på 100.000 euro til Abd al-Rahim al-Nashiri og 130.000 euro til Abu Zubaydah, som i øjeblikket sidder fængslet i Guantanamo.

Afgørelsen dækker ikke USA, som er uden for den europæiske domstols jurisdiktion.

Dommen kan få betydning for andre europæiske lande, som angiveligt også har haft CIA-fængsler på deres territorium. Der er eksempelvis blevet lagt lignende sager an mod Rumænien og Litauen.

/ritzau/Reuters