Politiet om Christiania-pause: Folk har hamstret hash

admin

|

27/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Christianitterne har bedt om en uges arbejdsro og lukker derfor Christiania fra mandag og en uge frem. Det gælder også den famøse Pusherstreet, hvor hashboderne ifølge fristaden vil stå tomme.

Men det kommer ikke til at betyde noget for politiets indsats i området, forsikrer efterforskningsleder i Task Force Pusherstreet, Steffen Th. Steffensen.

- En uges lukning gør ingen forskel for vores arbejde. Vi har sagt, at vi går efter købere, sælgere og leverandører. Det gør vi stadig. Og selv om de ikke sælger hash, ryger folk det jo alligevel, siger han.

Steffen Th. Steffensen understreger derfor, at politiet vil være i området med hastighedskontroller og narkometre. For når folk ventes at have sørget for, at de stadig kan ryge hash, er der risiko for, at nogle kører påvirket rundet i området.

Særligt fordi lukningen har været varslet i nogle uger, hvilket har givet folk mulighed for at fylde deres private lagre.

- Folk har nok købt lidt ekstra ind. Det er det samme som under gær-konflikten, der var i sin tid. De folk, som skal have fjolletobak, har nok hamstret det, de skal have, siger Steffen Th. Steffensen.

Skulle lukningen af Pusherstreet have en effekt på politiets arbejde, skal der mere omfattende tiltag til.

- At de lukker i en uge, er fint med os, men det ændrer ikke noget. Skulle de lukke Pusherstreet de næste to år, så ville vi til gengæld være fri for at bruge en masse penge og kræfter på det, og det ville være dejligt, siger efterforskningslederen.

Christiania er lukket frem til søndag 2. februar. Tiden skal ifølge christianitterne bruges på oprydningsarbejde, seminarer og emnedage, hvor fristadens fremtid vil blive diskuteret.

1. juli 2012 overtog Fonden Fristaden Christiania en stor del af bydelen, efter at fonden købte en del af området fra staten.

Fonden betalte 51,8 millioner kroner ud af de 85,4 millioner kroner, der var Christianias salgspris. Derudover skal fonden betale en årlig leje og har ret til at opføre nybyggeri.

Ved områdets fire hovedindgange bliver der fra mandag opstillet symbolske barrikader. Der vil dog ikke være vagter til at bevogte dem, og derfor vil det stadig være muligt at skaffe sig adgang til fristaden.

/ritzau/