Politiet tilkaldt efter sammenstød ved Swansea-træning

Skrevet af admin

21/01/2014

Dagens topnyheder

Premier League-klubben Swansea, der har Michael Laudrup som manager, bekræftede tirsdag, at politiet fredag i sidste uge blev tilkaldt klubbens træningsanlæg på grund af et sammenstød mellem spillerne Garry Monk og Chico Flores.

Britiske medier rapporterede, at spanieren Chico Flores havde truet Garry Monk med en mursten i sammenstødet, men det nægter Swansea.

- Chico Flores og Garry Monk havde en diskussion, hvilket ikke er unormalt ved en træning, men der var ingen trusler mellem de to.

- En person tilkaldte politiet, som ikke følte grund til at gribe ind. Klubben kan kategorisk afvise, at nogen blev truet med en mursten. Sagen er behandlet og er afsluttet, siger en talsmand for klubben ifølge AFP.

Politiet bekræfter også sit besøg på træningsanlægget.

- Politiet blev tilkaldt træningen kl. 13.30 fredag. Der blev talt med officials fra klubben, og ingen indgriben fra politiet fra nødvendig, lyder det i et statement fra South Wales Police.

Garry Monk, der tidligere har været anfører i klubben, har grundet en knæskade ikke spillet siden september, mens Chico Flores regelmæssigt er en del af Michael Laudrups startopstilling.

/ritzau/