Politiet vil have fængslet mand efter biljagt

Skrevet af admin

22/03/2014

Dagens topnyheder

Politiet fik lørdag varetægtsfængslet en 20-årig mand fra området omkring Karise på Stevns, som blev anholdt fredag efter en hektisk biljagt, hvor han forsøgte at slippe væk fra politiet.

Manden er blandt andet sigtet for at have forårsaget en lang række skader på parkerede biler, som han torpederede, mens han som fører af flugtbilen kørte rundt på Stevns med politiet i hælene. Desuden blev der i bilen - en stjålen Ford Focus personbil - fundet effekter fra indbrud.

- Derfor vil vi gerne have ham varetægtsfængslet, mens vi efterforsker sigtelserne mod ham, siger vagtchef Ole Hald, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet søger vidner til biljagten, der foregik fredag eftermiddag.

- Det hele foregik med voldsom høj hastighed og med udrykningshorn fra politibilerne. Folk er mere end velkomne til at ringe 114, siger Ole Hald.

Det hele begyndte fredag eftermiddag kl. 15.21, da en patruljebil opdagede den stjålne grå Ford Focus med registreringsnumret GG 27.595 på Faksevej i Kongsted.

Derfra gik jagten over Fakse, Fakse Ladeplads og Karise til Hårlev, hvor det godt og vel tyve minutter efter lykkedes politiets patruljebiler at standse bilen på Lundevej. To personer i bilen blev anholdt.

Bilens chauffør er en 20-årig mand fra lokalområdet. Han blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster, hvor han blev varetægtsfængslet indtil den 10. april.

En 18-årig mand fra Bogense, der var passager i bilen, blev også anholdt, men han skal ikke for en dommer. Mændene er begge kendt af politiet i forvejen.

/ritzau/