To politiledere anmeldes for løgn i retten i Tibetsagen

Skrevet af admin

02/10/2015

Mest læste i dag

To ledende politifolk i Københavns Politi er fredag blevet anmeldt for at have løjet over for en dommer i byretten.

Det er advokat Claus Bonnez, der fredag eftermiddag oplyser til Ritzau, at han har besluttet at anmelde en vicepolitiinspektør og en politikommissær for falsk forklaring i retten i forbindelse med Tibet-sagen.

Anmeldelsen er sendt til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, som i forvejen er begyndt at efterforske, om politifolk har overtrådt loven.

Klagemyndigheden fik forleden en anmeldelse fra politidirektøren i København, Thorkild Fogde. Det skyldes en mistanke om, at polititjenestemænd kan have begået embedsmisbrug eller tjenesteforsømmelse.

Advokatens skridt skyldes den afsløring, som justitsminister Søren Pind (V) fredag formiddag kom med.

Nemlig at politiets interne operationsbefaling tilbage i juni 2012 indeholdt en generel instruks om, at den besøgende kinesiske præsident i 2012 ikke skulle se eventuelle demonstranter.

I en retssag i Københavns Byret har vicepolitiinspektøren og politikommissæren kommet med en anden version. Der var ingen instruks om indgreb over for demonstranter og deres flag, lød det.

"Der var ikke nogen instrukser fra overordnet side om, at personer, der stod med tibetanske flag, skulle fratages disse," er vicepolitiinspektøren i retsbogen fra 22. august 2013 citeret for at sige.

Samme dag sagde politikommissæren i byretten, "at der så vidt vidnet husker ikke var særlige hensyn eller instrukser, der skulle tages højde for i forbindelse med dette statsbesøg."

De to blev afhørt, fordi seks borgere havde anlagt sag mod Københavns Politi for ulovlig frihedsberøvelse. Det er denne sag, som forleden blev afgjort af landsretten.

Nu skal klagemyndigheden altså tage stilling til, om falsk forklaring for retten skal lægges oveni de andre mistanker.

Tidligere fredag spurgte Ritzau direktøren i DUP, om undersøgelsen også skulle omfatte falsk forklaring for retten.

- Det er åbenbart, at det kan blive et emne for os, hvis vi under efterforskningen støder på oplysninger, som tyder på, at det kan være tilfældet. Ellers ville vi være dårlige efterforskere, sagde direktør Kirsten Dyrman.

I øvrigt skal Københavns Byret i en anden og kommende retssag afgøre, om politiet forhindrede borgere i at demonstrere synligt for den kinesiske præsident.

- Den fremlagte operationsbefaling kan få stor betydning for sagen, siger advokat Claus Bonnez.

/ritzau/