Politisk kløft om gældsloft og budget er fortsat dyb

Skrevet af admin

12/10/2013

Mest læste i dag

En aftale om det amerikanske budget og en forhøjelse af landets gældsloft ligger ikke lige for.

Det siger Demokraternes flertalsleder i Senatet, Harry Reid, lørdag efter nye forhandlinger om at få løst den politiske hårdknude, som har været årsag til en begrænset nedlukning af det offentlige i USA fra begyndelsen af oktober.

Harry Reid hilser forhandlingerne med Republikanerne i Senatet velkommen, men konstaterer samtidig, at der er "lang vej endnu", før parterne kan nå til enighed.

Han håber, at der inden for de næste to døgn vil kunne præsenteres en aftale om næste års budget og om gældsloftet.

Forhandlingerne om budgettet og gældsloftet har som sådan ikke noget med hinanden at gøre. Alligevel kobles de to ting sammen af politikerne.

Og Harry Reid understreger, at begge ting bør løses hurtigt.

- Når jeg siger, at der skal komme en aftale nu, så mener jeg inden for de næste 48 timer, lyder det fra flertalslederen.

Indtil videre er forhandlingerne i Senatet dog på et meget tidligt stadie, mener Harry Reid.

Tidsfristen for at hæve gældsloftet udløber torsdag, og hvis det ikke sker, vil USA gå teknisk bankerot og blive ude af stand til at betale alle sine regninger. Det kan få uoverskuelige konsekvenser for verdensøkonomien

Republikanerne har lagt op til en kortsigtet løsning, hvor gældsloftet forhøjes midlertidigt i seks uger.

Præsident Barack Obama har signaleret, at hans administration kan leve med en midlertidig løsning, men præsidenten advarer alligevel stærkt imod det.

- Det vil ikke være klogt, som det er blevet foreslået, at sparke gældsbyrden foran sig i nogle måneder for derefter at flirte med tanken om den første misligeholdelse af landets gæld nogensinde - og det midt under julehandlen, sagde Obama i sin ugentlige radiotale til nationen.

/ritzau/Reuters