Alt er muligt, selv om det sker med små skridt.
Det vurderer politisk kommentator Troels Mylenberg, der er chefredaktør for Fyns Amts Avis, efter at Alternativet får 1,2 procent i sin første Voxmeter-måling.
Med til historien hører det, at målingen er forbundet med en statistik usikkerhed på 0,7 procentpoint i såvel opadgående som nedadgående retning.
- Selvfølgelig skal man huske, at der altid er en vis statistisk usikkerhed i denne slags målinger.
- Men jeg tror, at man ikke helt skal afskrive Alternativet. Det synes jeg ville være farligt, understreger Troels Mylenberg.
Målingen, som Voxmeter har foretaget for Ritzaus Bureau, placerer dermed partiet 0,8 procentpoint under spærregrænsen, som giver fire mandater i Folketinget.
Den politiske kommentator peger på, at der kan være lang vej fra 1,2 procent med en procentvis usikkerhed og op over spærregrænsen på 2,0 procent.
- Men jeg tror, at man i Alternativet betragter det her som et kærkomment skulderklap og en indikation af, at man er på rette vej, siger Troels Mylenberg.
Alternativets partistifter, Uffe Elbæk er glædeligt overrasket over resultatet af Voxmeter-målingen.
Og står det til Troels Mylenberg, skal landets andre partier samt de, der følger dansk politik, huske på, at alt kan ske, og at der ude i vælgerhavet "faktisk er ret stor grobund for nogle af de synspunkter, som Uffe Elbæk og hans folk kommer med".
- Nemlig dem, der synes, at vi kunne gøre tingene på en anden måde, siger den politiske kommentator og tilføjer:
- På det punkt synes jeg stadig, at Alternativet mangler at forklare, hvad det er for en måde, det skal gøres på, og hvad det egentlig er, partiet står for.
- Der tror jeg, at der er mange, som stadig har en vis usikkerhed, lyder det fra Troels Mylenberg.
Det var i mandags, at Alternativet havde indsamlet de 20.260 vælgererklæringer, der skal til for at blive opstillet til Folketinget.
/ritzau/