Populær rapper skal på afvænning

Skrevet af admin

06/05/2014

Dagens topnyheder

Den amerikanske rapper 2 Chainz vil nok tænke sig om en ekstra gang, før han tager hostesaft med i lufthavnen igen.

Netop denne forseelse er nemlig årsagen til, at rapperen mandag blev idømt et afvænningsforløb, som han skal deltage i gennem 18 måneder. Det oplyser anklagerens talsperson, Jane Robinson, til Billboard. 

Den 36-årige rapper fik en forholdsvis mild straf, da han erklærede sig skyldig i ulovlig besiddelse af et receptpligtigt stof. 

Sagen begyndte, da rapperen blev anholdt i lufthavnen i Los Angeles efter, at der blev fundet en særlig type hostesaft samt ingredienser til drikken "sizzurp" i hans bagage. 

Hostesaften, som typisk indeholder stofferne promethazin og codein, er kendt for sin karakteristiske lilla farve og virker som et rusmiddel, når det bliver anvendt i større doser end foreskrevet.    

Rapperen 2 Chainz har blandt andet været nomineret ved den amerikanske Grammy-prisuddeling og har adskillige hits bag sig. 2 Chainz har tidligere haft problemer med loven og blev sidste år anholdt for besiddelse af marihuana.

Newspaq