Porosjenko: Oprørere har med valg brudt fredsaftale

Skrevet af admin

03/11/2014

Dagens topnyheder

De prorussiske oprørere i det østlige Ukraine har brudt en våbenhvileaftale ved at holde valg i weekenden, og de ukrainske myndighederne vil nu reagere.

Det siger landets præsident, Petro Porosjenko, der tirsdag har indkaldt sit sikkerhedsråd for at drøfte, hvad næste skridt skal være.

- Disse pseudovalg er en grov overtrædelse af Minsk-protokollen fra 5. september, siger han i en tale til nationen.

Han lover, at det får konsekvenser for den våbenhvile, som er aftalt.

- Vi bør genoverveje vores handlingsplan. Jeg har diskuteret det med forsvarsministeren, fortæller Porosjenko

Minsk-aftalen er indgået mellem Ukraine, Rusland og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa. Den førte til en våbenhvile i det østlige Ukraine og skulle give plads til større selvbestemmelse for det russisktalende mindretal.

Den ukrainske præsident siger, at han forslår at ophæve en lov, der blev vedtaget i forbindelse med våbenhvileaftalen. Den giver en vis grad af selvstyre i tre år til de oprørskontrollerede regioner Lugansk og Donetsk.

Rusland er det eneste land, der har anerkendt valgene i Donetsk og Lugansk. Ikke overraskende har de prorussiske separatister meddelt, at de vandt valget stort.

Den tyske regering og EU er stærkt overrasket over, at Rusland har støttet valgene i Østukraine, fordi det undergraver Minsk-aftalen.

Den tyske forbundskansler Angela Merkels talsmand advarede mandag om, at nye sanktioner mod Rusland kan være på vej.

Rusland er blevet beskyldt for at støtte de prorussiske oprørere med våben og soldater. Flere analytikere har påpeget, at målet for Ruslands præsident, Vladimir Putin, er skridt for skridt at destabilisere situationen i Ukraine, så Rusland i sidste ende kan diktere den politiske udvikling i landet.

Rusland er meget fortørnet over, at Ukraines regering vil søge et tæt samarbejde med EU.

/ritzau/AFP