Portræt: Poul Madsen er en kontroversiel chefredaktør

Skrevet af admin

11/12/2013

Dagens topnyheder

Poul Madsen har erfaringer med at forsvare tilsyneladende umulige sager. Han er kendt som en gudbenådet debattør, der kan forsvare ethvert synspunkt og standpunkt.

Det har han fået lejlighed til flere gang i løbet af sin tid som chefredaktør på Ekstra Bladet, og det ser ud til, at han nu vil få det igen efter Pressenævnets alvorlige kritik af bladets omtale af kaptajn Eddy Lopéz, der var gidsel hos somaliske pirater i 838 dage.

Poul Madsen er sønderjyde fra landsbyen Bovlund ved Toftlund, hvorfra han som 13-årig flyttede med sin familie til Esbjerg. Som 22-årig kom han på Journalisthøjskolen i Aarhus, hvorfra han i 1988 blev færdiguddannet.

Han gik direkte til det nystartede TV2, hvor han i 1996 blev forfremmet til redaktionschef. Tre år senere blev han chef for TV2/Nyhederne, indtil han i 2001 kom til Rådhuspladsen som journalistisk chefredaktør på Ekstra Bladet.

Efter et års afstikker til gratisavisen 24 timer blev han så chefredaktør for Ekstra Bladet i 2007, hvor han afløste Hans Engell.

Sidste år vakte Poul Madsen vild furore, da han brød journalisternes allerhelligste, kildebeskyttelsen, og afslørede, at Ekstra Bladet fik tilbudt Helle Thorning-Schmidts fortrolige skatteoplysninger fra spindoktor Peter Arnfeldt.

To år tidligere krævede politikere en styrkelse af medieansvarsloven efter en famøs forside på Ekstra Bladet. Her blev en senere frifundet mordmistænkt fra Herning hængt ud med navn og billede.

Poul Madsen forsvarede Ekstra Bladets dækning med, at der ikke var nedlagt navneforbud i sagen.

- Vi dækker det, fordi vi er journalister, og vores udgangspunkt er at beskrive virkeligheden, som den nu er, sagde Poul Madsen til Udenrigsministeriet, efter at han var blevet kritiseret for avisens dækning af gidseltagningen i Somalia.

Ekstra Bladet kørte gennem 10 måneder en kampagne med titlen "Skal Eddy og Søren rådne op i Somalia", hvor gidslerne blev omtalt og var på forsiden næsten dagligt. Den dækning har pressenævnet nu udtalt alvorlig kritik af.

/ritzau/