Postdanmark udskyder fyring af regnskabsmedarbejdere

Skrevet af admin

14/09/2015

Dagens topnyheder

De 45 regnskabsmedarbejdere i Postdanmark, hvis job skal flyttes til Indien, har fået udskudt deres fyring nogle måneder.

Postnord-koncernen har besluttet sig for at vente med at udstede fyresedlerne til næste år i stedet for november i år, som det oprindeligt var planen.

Det glæder fællestillidsmand Eigil Johannesen fra HK Post & Kommunikation.

- Vi har advaret virksomheden om risikoen for kontraopsigelser og endnu mere overarbejde, hvis opsigelserne af vores medlemmer skete til november som først planlagt.

- Det er glædeligt, at de har lyttet til vores argumenter. Nu får arbejdspladsen bedre vilkår til at håndtere forandringerne, siger Eigil Johannesen.

I praksis betyder det, at medarbejderne først bliver opsagt, når opgaven er overdraget endeligt til Indien.

Dermed er de garanteret yderligere nogle måneders ansættelse, samtidig med at eventuelle problemer i forbindelse med overdragelsen bliver taget i opløbet.

Det betyder dog ikke, at kampen for at bevare arbejdspladserne i Danmark er slut endnu.

- Jeg håber stadig, at Hans-Christian Schmidt som postens minister vil bruge statens ejerskab af postvæsnet til at få stoppet udflytningen.

- Det er ulogisk, at politikerne vil flytte arbejdspladser til provinsen, samtidig med at en statsejet virksomhed sender arbejdspladser ud af landet, siger Eigil Johannesen.

Postnord har tidligere forklaret, at man blandt andet sender opgaven til Indien for at kunne fastholde andre af de 11.000 ansatte i koncernen.

- Det handler i bund og grund om, at det er et stærkt konkurrencepræget marked, hvor vi kigger på at effektivisere omkostningerne, har HR-chef Hans Erik Lindkvist sagt til Ritzau.

/ritzau/