Præsidenterne Putin og Porosjenko taler fred i Ukraine

Skrevet af admin

15/10/2014

Mest læste i dag

Det anstrengte forhold mellem den russiske præsident, Vladimir Putin, og hans kollega i Ukraine, Petro Porosjenko, er muligvis blevet en smule bedre.

I hvert fald har de to statsoverhoveder diskuteret muligheder for, hvordan freden kan genoprettes i det uroplagede Østukraine, hvor de seneste ugers våbenhvile gentagne gange er blevet brudt.

Samtidig vil de to ledere drøfte, hvordan parterne kan løse en langvarig strid om gasforsyninger, når de mødes i Milano torsdag og fredag, oplyser Kreml.

Ruslands Gazprom afbrød gasforsyningerne til Ukraine i juni, efter at Kijev ikke havde betalt sin store gasgæld.

Europa modtager omkring en tredjedel af dets gas fra Rusland og omkring halvdelen af dette pumpes gennem Ukraine.

Kreml oplyser, at de to præsidenter har talt sammen i telefon forud for mødet i Milano i forbindelse med et europæisk-asiatisk topmøde.

Ukraine kan komme til at mangle energi i den kommende vinter, hvis det ikke får en ny aftale på plads med Moskva, hvilket også kan udløse forstyrrelser i forsyningerne til EU-lande, som det skete i 2006 og i 2009.

Men embedsmænd fra Rusland og fra EU-Kommissionen, der agerer som mægler under forhandlingerne, siger, at de to lande synes at være tæt på en aftale.

Porosjenko udtrykte i weekenden håb om, at der ville ske meget "betydelige fremskridt" under hans drøftelser med Putin i Milano.

Forsøget på at nå frem til en energiaftale har vanskeliggjort forhandlingerne omkring konflikten i det østlige Ukraine.

Ukraine og Vesten beskylder Rusland for at forsyne russisk-talende separatister med flere soldater og våben.

Konflikten har udløst den værste krise mellem Moskva og Vesten siden Den Kolde Krig, og EU har indført sanktioner mod Rusland.

Dyb uenighed prægede også forhandlinger i Paris tirsdag mellem udenrigsministeren fra Rusland, Sergej Lavrov, og hans amerikanske kollega, John Kerry.

/ritzau/dpa