Premier Leagues målræve er nomineret til årets bedste

Skrevet af admin

17/04/2015

Mest læste i dag

Tottenhams topscorer Harry Kane skal dyste mod flere af Premier Leagues bedste målscorere om prisen som årets spiller i England.

I alt seks spillere er nomineret til den prestigefulde pris, der uddeles af Professionel Footballers Association (PFA).

21-årige Kane, der har fået sit gennembrud i denne sæson med 19 scoringer for Christian Eriksens klub i den bedste engelske række, skal blandt andre kæmpe mod Chelseas to mest målfarlige spillere, Diego Costa og Eden Hazard, om prisen.

Diego Costa har i sin første sæson i Chelsea efter skiftet fra spanske Atlético Madrid foreløbigt scoret 19 mål - ligesom Harry Kane - mens Eden Hazard er oppe på 12. Den belgiske playmaker er i øvrigt nomineret for andet år i træk.

Arsenals målfarlige Alexis Sánchez, der i sommer kom til fra FC Barcelona, bejler også til prisen som årets bedste i engelsk fodbold. Chileneren har scoret 14 ligamål og er delt topscorer for Arsenal - sammen med Olivier Giroud, som ikke er nomineret.

Blandt de seks nominerede er der også blevet plads til to, som ikke bringer sig i rampelyset for deres mange mål på banen.

Liverpools brasilianske playmaker Philippe Coutinho har nemlig også klemt sig med på listen, og det samme har Manchester Uniteds spanske målmand David de Gea.

Fire af de nominerede spillere er desuden indstillet til prisen som årets bedste unge spiller i engelsk fodbold.

Det drejer sig om Coutinho, de Gea, Hazard og Kane. Derudover er Chelsea-målmand Thibaut Courtois og Liverpools Raheem Sterling indstillet til prisen.

Kandidaterne til de to priser er fundet efter en afstemning blandt spillere fra 100 klubber ligaklubber i engelsk fodbold.

/ritzau/