Professor: Nattens kupforsøg i Tyrkiet var amatøragtigt

Skrevet af admin

16/07/2016

Mest læste i dag

Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan kunne natten til lørdag frit lande i Istanbul og erklære hævn over "forræderne" for rullende kameraer.

Der er flere tegn på, at nattens forsøg var mindre professionelt end tidligere kup i landet, siger Dietrich Jung, der er professor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet.

- I sammenligning med tidligere kup var det amatøragtigt. Det var ikke et velvalgt tidspunkt. Der er en Nato-aktion i gang fra landet, siger han.

- De fleste kup finder sted, når regeringen er ude af landet, eller man har en fornemmelse af, at staten er svag. Det kan man heller ikke sige er tilfældet. Det er desuden enormt vigtigt, at man kontrollerer medierne. Det kan man ikke længere, siger Dietrich Jung.

Militæret har flere gange tidligere overtaget magten i landet. Det er sket i 1960, 1971, 1980 og 1997. Natten til lørdag mislykkedes det dog.

Ifølge Dietrich Jung har Erdogan skridt for skridt svækket militærets magt.

/ritzau/