Prorussere afvæbner ukrainske soldater

Skrevet af admin

16/04/2014

Dagens topnyheder

Prorussiske militante har onsdag afvæbnet en ukrainsk militærkolonne i Kramatorsk i det urolige østlige Ukraine, oplyser nyhedsbureauet AFP, som har en journalist på stedet.

Det er det seneste sammenstød mellem prorussiske grupper og ukrainske soldater, efter at Ukraine tirsdag indledte en operation med det formål at generobre en række byer, som prorusserne har taget kontrol over.

Til gengæld for afvæbningen kunne de ukrainske soldater frit forlade stedet i deres køretøjer.

De prorussiske militante havde omringet soldaterne, der var ankommet i pansrede køretøjer.

Ukraine indledte tirsdag, hvad der blev kaldt "en fuldstændig antiterroroperation" rettet mod prorussiske aktivister, som har besat offentlige bygninger i en række byer i det stærkt russisk-prægede østlige Ukraine.

Tidligere onsdag har prorussiske separatister erobret seks pansrede mandskabsvogne fra det ukrainske militær.

- En kolonne blev blokeret af en lokal menneskemængde i Kramatorsk sammen med medlemmer af en russisk terroristgruppe, hedder det i en udtalelse fra det ukrainske forsvarsministerium.

- Derefter erobrede ekstremisterne det militære udstyr.

Ifølge udtalelsen er mandskabsvognene nu i Slavjansk, hvor de beskyttes af "folk i uniformer, som ikke har nogen forbindelse med de væbnede styrker."

En prorussisk gruppe har desuden taget to ukrainske soldater som "gidsler", oplyser Ukraines forsvarsministerium.

De to soldater er blevet bragt til et ukendt sted. De blev taget som gidsler, da de var ved at reparere deres køretøj.

Også rådhuset i Donetsk er blevet besat af en prorussisk milits. Omkring en halv snes offentlige bygninger er nu belejret af aktivister, hvoraf nogle er bevæbnede.

Toppolitikere fra USA, Rusland, EU og Ukraine mødes torsdag i Geneve i et forsøg på at komme nærmere en diplomatisk løsning på krisen.

/ritzau/AFP