Pytlick om sidste EM-plads: Lærke Møller er i spil

Skrevet af admin

27/10/2014

Mest læste i dag

Mandag udtog landstræner Jan Pytlick sin foreløbige trup til EM-slutrunden i Ungarn og Kroatien til december.

Landstræneren har holdt en enkelt plads åben i sin 16-mands trup. Mange er i spil til den sidste EM-billet, selv om en enkelt ting allerede ligger fast.

- Det bliver en bagspiller, som vi udtager til den sidste plads.

- I den kategori er der en gruppe spillere, som vi kigger på. Der er blandt andet Mette Tranborg, Jane Schumacher, Anne Mette Hansen, Line Haugsted fra Skive og så Lærke Møller, siger Jan Pytlick.

Landstræneren har mange spillere i kikkerten til den sidste plads.

Den skadesplaget Team Tvis Holstebro-spiller Lærke Møller er et af de mere interessante navne i Pytlicks pulje.

Landstræneren understreger, at Møller stadig er en mulig bejler til den sidste plads, selvom hun har været væk fra landsholdet længe.

- Lærke har gjort det godt for Team Tvis Holstebro. Hun er selvfølgelig lidt længere tilbage end nogle af de andre, eftersom hun ikke var med i Golden League-turneringen.

- Men der er stadig fem uger til, at EM starter. Og spiller hun lige så godt, som hun har gjort de sidste par kampe i ligaen, så kan hun også komme i spil til en EM-plads, siger landstræneren.

Jan Pytlick udtager den sidste spiller til sin endelige EM-trup efter Golden League-turneringen i Norge, som spilles fra 27. til 30. november.

Det danske kvindelandshold begynder EM med et opgør mod Ukraine den 7. december.

/ritzau/