Qatar får skyld for at have to ansigter i opgør med IS

Skrevet af admin

02/11/2014

Mest læste i dag

Qatar har sluttet sig til den amerikansk-ledede koalition, der bekæmper Islamisk Stat (IS), men emiratet er fortsat et tilflugtssted for anti-vestlige grupper og udenlandske diplomater har set biler med bannere, der støtter IS, køre rundt i velhaverkvartererne i hovedstaden Doha.

Iagttagere siger, at en dyb tvetydighed præger emiratets politiske liv, og at beslutningen om at slutte til den amerikansk-ledede alliance var en pragmatisk reaktion på stigende pres fra andre arabiske stater ved Den Persiske Bugt.

Qatar er længe blevet kritiseret for at holde med islamisterne i de opgør, som er blevet udløst under Det Arabiske Forår.

Diplomater siger til Reuters, at Qatar synes at være opsat på at stå på god fod med islamistiske grupper, da emiratet mener, at islamisterne vil vinde på lang sigt.

Politisk islam vinder frem en lang række steder tre år efter Det Arabiske Forårs begyndelse, og Qatar forsøger at tilpasse sig på en måde, der blotlægger mange paradokser i dets politiske kurs.

Qatar er værtsland for den største amerikanske luftbase i Mellemøsten, og emiratet ejer mange ejendomme i Vesten. Men det er også et tilflugtssted for medlemmer af Taliban fra Afghanistan, for det palæstinensiske Hamas og for Algeriets Front til Islamisk Frelse.

Medlemmer af de ekstremistiske grupper frekventerer de dyre forretningscentre og lever i velbeskyttede afsondrede boligkvarterer, og det rige emirat står over for vedholdende beskyldninger om at støtte militante islamister i Libyen, Egypten og andre steder.

På en skole i byen Umm al-Amad siger en kvindelig leder af en skole, hvor små piger undervises i Koranen, at "Islamisk Stat har en retfærdig sag.

Qatars forbindelser til islamisterne i Egyptens Muslimske Broderskab har været med at til blotlægge en dyb splittelse mellem de mest velhavende lande i Mellemøsten, ikke mindst mellem Qatar og Saudi-Arabien.

- Islamisterne her bruger Qatar som base for deres mediekampagner, kommunikation og logistik, hvilket har betydning for andre arabiske staters sikkerhed, siger en arabisk diplomat.

Qatar er blandt andet hjemsted for nyhedskanalen Al Jazeera, der også beskyldes for at støtte islamistiske grupper.

/ritzau/Reuters