Randers FC opruster med svensk sølvvinder fra Göteborg

Skrevet af admin

03/12/2014

Dagens topnyheder

Randers FC forstærker sig til januar med den 22-årige midtbanespiller Joel Allansson, der er hentet hos de svenske sølvvindere fra IFK Göteborg.

Den kronjyske superligaklub har givet den måske kommende midtbaneprofil en kontrakt frem til sommeren 2018. Randers råder nu over fire svenske spillere.

- Jeg har fået indtrykket af, at det er en god klub, der optræder i en liga, hvor der satses på pasningsspillet, hvilket passer mig meget godt.

- At der så også er andre svenskere i klubben, gjorde min beslutning om at skifte endnu lettere, men det var ikke afgørende for, at jeg nu vil prøve mig selv af i dansk fodbold, siger Joel Allansson i en pressemeddelelse.

Sportschef Peter Christiansen har længe haft kig på den nye midtbanespiller, der beskrives som kreativ og arbejdsom.

- Jeg er rigtigt glad for, at vi kunne nå til enighed med IFK Göteborg om et skifte for Joel Allansson. Han er en spiller, vi har fulgt længe, og som vi mener vil passe perfekt ind i vores måde at spille på og i klubben generelt.

- Han er en hårdt arbejdende og dedikeret central midtbanespiller, der også kan spille på kanten om nødvendigt. Joel vil med sin ankomst til klubben øge konkurrencen om midtbanepladserne fra dag et, siger Peter Christiansen.

Randers har i forvejen tre svenskere i truppen i form af Viktor Lundberg, Kalle Johnsson og Mikael Ishak.

/ritzau/