Randers HK besejrer FCM Håndbold i tæt kamp

Skrevet af admin

03/01/2015

Dagens topnyheder

Håndboldklubben Randers HK fik en god begyndelse på 2015, da holdet lørdag besejrede de nykårede pokalvindere, FCM Håndbold, 22-18, på hjemmebane.

Sejren blev grundlagt i en solid første halvleg, som Randers HK vandt med 11-8.

Anden halvleg blev spændende, men Randers HK havde hele tiden overtaget i den scoringsfattige kamp, og til sidst brillerede målmand Marianne Lundsby med mange redninger.

FCM Håndbold havde fem spillere med ved EM i sidste måned, og holdet måtte stille op uden den nykårede europamester Ida Alstad.

Nordmanden sprængte sin ene akillessene for en uge siden, da FCM Håndbold besejrede Team Tvis Holstebro i pokalfinalen, og hun er ude i resten af sæsonen.

FCM-træner Helle Thomsen, der vandt bronze ved EM som træner for Sverige, var i det hele taget begrænset i sine udskiftningsmuligheder mod Randers.

Landsholdsspilleren Stine Jørgensen var ganske vist blevet klar efter den skulderskade, som hun pådrog sig ved EM, men hun var ikke på 100 procent.

En anden landsholdsspiller, Line Jørgensen, stred forbilledligt og blev klubbens topscorer med otte mål, men det var ikke nok for FCM.

Randers HK havde ikke en eneste spiller med ved EM, og holdet mødte derfor op til kampen med en måneds træning i bagagen.

Det benyttede holdet sig af til at sikre en solid føring i første halvleg, mens FCM Håndbold havde svært ved at få angrebsspillet til at fungere.

Gæsterne kom for alvor til at halse efter, da holdet i første halvleg holdt en scoringspause på hele 13 minutter.

Det benyttede Randers HK sig af til at gå fra stillingen 5-5 til 9-5, inden udeholdets Nycke Groot fik reduceret til 6-9 cirka fem minutter før pausen.

Jane Schumacher havde 20 sekunder før pausen chancen for at bringe hjemmeholdet på 12-7, men hun sendte et straffekast på stolpen.

I stedet fik Nycke Groot reduceret til 8-11 tre sekunder før pausen.

FCM-træner Helle Thomsen var i perioder godt oppe at køre, og fem minutter inde i anden halvleg måtte hun indkassere en tominutters udvisning.

Der var stor spænding frem til sidste minut, men Randers-målmand Marianne Lundsby fik flere gange vist klassen med gode redninger.

Hjemmeholdets Johanna Westberg blev kampens topscorer med ni mål.

Med sejren har Randers HK 16 point for 13 kampe i Boxer Dameligaen.

Holdet er nummer fem, mens FCM Håndbold ligger en placering højere med 18 point.

/ritzau/