Randers-profil: Vi har meget på spil mod FCN

Skrevet af admin

01/05/2014

Mest læste i dag

Anerkendende nik og tilfredshed har fyldt Randers FC's omklædningsrum, efter de seneste fem kampe i træk uden nederlag.

Fredag får Randers besøg af FC Nordsjælland, som side om side med Esbjerg ligger nummer fem i Superligaen med Randers lige efter sig på en syvendeplads.

Derfor er der meget på spil for det jyske mandskab, der kæmper for en femteplads i Superligaen, som giver adgang til Europa League.

- Slår vi FCN, skal vi afgjort gå 100 procent efter femtepladsen og dermed Europa League, siger Randers-profilen Kasper Fisker til klubbens hjemmeside og fortsætter:

- Taber vi, skal vi nok indstille os på at skulle ud i nogle nervebetonede kampe i de sidste tre runder, selvfølgelig meget afhængig af, hvordan de øvrige resultater bliver i den kommende spillerunde i Superligaen.

Randers' foreløbige placering som nummer syv, med to point op til nordsjællænderne og otte point fra nedrykningsstregen, gør, at udfaldet af fredagens kamp er vigtigt for jyderne, hvis de skal holde drømmen om Europa League i live.

I fredags spillede Randers 1-1 mod Sønderjyske, og Kasper Fisker regner med en anderledes kamp mod FC Nordsjælland.

- De vil være langt mere fremadrettede i deres spil end for eksempel Sønderjyske var, så vi skal forsøge at udnytte vores omstillingsspil, siger Kasper Fisker.

- Selvom FCN gerne vil have bolden, skal vi sørge for, at de ikke har den i deres boldbesiddelse hele tiden. Og det tror jeg også, at vi kan. Jeg synes, vi spillemæssigt er på højde med FCN. Vi så det også i den seneste kamp i Farum, der endte 1-1, og hvor boldbesiddelsen næsten var 50-50, lyder det fra Randers-profilen.

Randers FC har 37 point, mens FC Nordsjælland har 39 point.

/ritzau/