Real Madrid er videre efter storsejr med 10 mand

Skrevet af admin

27/11/2013

Dagens topnyheder

Real Madrid er ikke til at besejre i Champions Leagues gruppe B. Heller ikke når holdet må undvære den skadede superstjerne Cristiano Ronaldo.

Det beviste den spanske fodboldklub onsdag aften, da Galatasaray blev sendt hjem med et nederlag på 1-4.

Real Madrid har 13 point for fem kampe og er dermed videre til 1/8-finalerne.

Klubben er desuden sikker på at vinde gruppen, der også tæller Juventus og FC København.

Galatasaray er nummer tre med fire point, det samme som FCK, mens Juventus er nummer to med seks point.

Kun FCK kan ikke komme videre i Champions League. Det skyldes, at Galatasaray og Juventus mødes i Istanbul i sidste runde.

Kampen i Madrid indeholdt et tidligt rødt kort, da Reals Sergio Ramos fik marchordre efter 26 minutter for en tackling.

Gareth Bale bragte alligevel hjemmeholdet foran direkte på frispark, da der var spillet 37 minutter.

Målet var godt sparket ind, men Galatasaray-målmanden Eray Iscan så bestemt ikke godt ud, da bolden sejlede ind over ham.

Allerede minuttet efter fik gæsterne dog udlignet ved Umut Bulut, der passerede Iker Casillas i Real-målet.

Stillingen holdt frem til pausen, men i anden halvleg satte Real Madrid turboen til, selvom holdet var en spiller i undertal.

Det blev først 2-1 efter 51 minutter, da højrebacken Alvaro Arbeloa snød gæsternes offside-fælde og udnyttede en flot fremlægning fra backkollegaen Marcelo.

Senere i halvlegen scorede Angel Di Maria og Isco og sikrede den overbevisende sejr.

/ritzau/