Real Madrid vinder Uefa Super Cup i sidste minut

Skrevet af admin

10/08/2016

Mest læste i dag

I sæsonens første betydende kamp sikrede Real Madrid sig sæsonens første trofæ.

På en regnvåd bane i norske Trondheim vandt Real Madrid tirsdag aften med 3-2 over Sevilla i Uefa Super Cup.

Sejren kom i hus takket være to sene scoringer.

Først udlignede Sergio Ramos til 2-2 tre minutter inde i overtiden af den ordinære kamp, og efter 119 minutters spil afgjorde højrebacken Daniel Carvajal kampen.

I forhold til de to mandskaber, der vandt henholdsvis Champions League og Europa League i sidste sæson, var der mange ændringer i startopstillingen til kampen.

Real Madrid indledte kampen uden offensive stjerner som Cristiano Ronaldo, Gareth Bale, James Rodríguez og Karim Benzema.

Der var ligeledes mange ændringer i Sevilla-lejren, hvor der har været heftig aktivitet i sommerens transfervindue. Væk er sidste sæsons profiler som Grzegorz Krychowiak, Coke, Ever Banega og Kevin Gameiro samt succestræneren Unai Emery.

Jorge Sampaoli debuterede derfor som træner for Sevilla, og det kom fra start til udtryk i holdets måde at spille på. Hver eneste gang forsøgte Sevilla at spille bolden ud fra målmanden og bagkæden, selv om Real Madrid pressede højt.

Flere gange var det ved at gå galt, men selve 1-0-målet til Real Madrid kan ikke forbindes med Sevillas modige opspil.

Tværtimod var det et bud på årets mål, som åbnede kampens målkonto efter 21 minutter.

Den 20-årige Real Madrid-debutant Marco Asensio modtog bolden et stykke uden for feltet, før han hamrede den helt op i venstre målhjørne. Havde skuddet siddet mere yderligt, ville det have ramt målrammen.

Sevilla kom herefter bedre med i kampen, og kort før pausen lykkedes det nyindkøbet Franco Vázquez at score fra kanten af feltet til 1-1.

Sevilla-indskifteren Yevhen Konoplyanka lignede længe en matchvinder efter sit straffesparksmål til 2-1 i det 72. minut, men tre minutter inde i overtiden udlignede Real Madrid.

Passivt forsvarsspil gjorde det muligt for Lucas Vázquez at sende bolden ind i panden på Sergio Ramos, som sikkert sørgede for, at kampen gik i forlænget spilletid med 2-2-målet.

Kort inde i den forlængede spilletid blev Sevillas Thimothee Kolodziejczak smidt ud med sit andet gule kort.

Regningen kom efter 119 minutters spil, da Daniel Carvajal uhindret fik lov til at løbe gennem Sevillas forsvar, før han sparkede bolden kynisk i mål og blev matchvinder.

/ritzau/