Rejseselskab bryder loven med Youtube-videoer

Skrevet af admin

19/07/2016

Dagens topnyheder

Det var ikke i overensstemmelse med loven, at selskabet EF Sprogrejser fik en ung videoblogger til at lave reklame for dem. Videoerne, der blev lagt på hjemmesiden Youtube, fortalte nemlig ikke tydeligt, at der var tale om reklame.

Sådan lyder beskeden fra Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse

- Det skal stå lysende klart, hvornår et indslag står for en videobloggers egen regning, og hvornår det er en reklame, som et firma har betalt bloggeren for at deltage i, skriver forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

Videoerne blev lavet for EF Sprogrejser af videobloggeren via firmaet Splay, der lever af at have kanaler på Youtube. Forbrugerombudsmanden har indskærpet reglerne for alle tre aktører.

Det har været afgørende, at EF Sprogrejsers produkter er rettet mod børn og unge.

- Når indholdet både er rettet mod unge og mod børn, så er det ekstra vigtigt, at ingen kan være i tvivl om, at de ser på en reklame og ikke på en glad pige, der bare har lyst til at fortælle om, hvor sjovt hun har haft det på en sprogrejse, skriver Christina Toftegaard Nielsen.

/ritzau/