Lige nu læser andre
I et yderst stærkt felt i årets første World Cup-stævne i kajak roede René Holten Poulsen endnu en medalje hjem til samlingen, da han vandt sølv på kongedistancen 1000 meter enerkajak.
– Det var et udmærket løb fra min side, og jeg synes, det er en god start på sæsonen at blive nummer to i mit første løb, hvor alle de store kanoner var med, siger René Holten i en pressemeddelelse.
I lørdagens finale endte René Holten kun efter den tyske verdensmester Max Hoff, som var 1,8 sekunder hurtigere, mens danskeren akkurat kæmpede sig forbi og siden holdt Portugals Fernando Pimenta bag sig.
– Jeg havde et godt og jævnt banetempo, men jeg kan godt mærke, at jeg stadig mangler lidt i starterne, men jeg kan heller ikke forvente andet så tidligt på sæsonen, og jeg ved mine starter bliver bedre, som sæsonen skrider frem.
Læs også
– Jeg kæmpede med Pimenta om sølvet, og det lykkedes mig at komme foran ham 100 meter før målstregen, efter han havde ført første halvdel af løbet.
– Jeg kunne ikke gøre noget ved Max Hoff, men han ser virkelig fit ud allerede og har også roet nationale udtagelsesløb, siger René Holten.
Danskeren kan vinde flere medaljer søndag, hvor roeren fra Maribo Kajakklub er med i finalerne i 500 meter enerkajak samt 5000 meter enerkajak.
Henriette Engel Hansen skuffede i finalen i 500 meter enerkajak, da hun endte på sidstepladsen ud af de ni deltagere. Vinderen blev Lisa Carrington fra New Zealand.
– Fysisk og teknisk er Henriette, hvor hun skal være. Nu mangler hun bare at få det sidste med, så hun kan steppe op på de sidste meter. Det var læren af løbet. For René var løbet mere end godkendt. Vi vidste godt, at Max Hoff ville blive svær at slå.
– Mens René kommer direkte fra lang og tung grundtræning til sin første konkurrence, har Max Hoff været ude i trials inden sæsonen. Det gjorde forskellen, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard.
Sidste år vandt René Holten syv medaljer i de tre World Cup-konkurrencer – to guld, tre sølv og to bronze.
/ritzau/